Referat af Søhavernes generalforsamlingen 27. november 2022

27. November 2022, kl. 15 -18 i Kaarsbergcentret, Dr. Kaarsbergsvej 3, 4180 Sorø.

Til stede: 29 stemmeberettigede
Referent: Sjoukje Busck

Indledende

Kære foreningsmedlemmer.

Vi takker mange gange for jeres deltagelse ved GF. Bestyrelsen takker hele foreningen for udholdenhed og god ro, tone og orden gennem det lange møde.

Derudover siger vi mange tak til Bjarne, have 21, der gennem 6 år har været vores formand. Og vi siger spændt velkommen til Leon, have 1, der tager over på pladsen.

Og en særlig tak til Mette, have 7, der var dirigent gennem et GF, hvor man skulle holde tungen lige i munden.

Vi glæder os til året der kommer!

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af stemmetællere
  3. Formandens beretning
  4. Fremlæggelse af foreningens regnskab og budget ved kasserer
  5. Fastlæggelse af medlemsindskud og kontingent
  6. Indkomne forslag:
    – Husdyrhold af Jan, have 39 til §18
    – §10-reglen af Bjarne, have 21, til §2
    – Vedtægtsændringer af bestyrelsen
    – Skur og opsamlingstank
  1. Valg i henhold til §4 og §7
    – Formand Bjarne Madsen, have 21, og Tonny Poulsen, have 36, og to suppleanter
    – Revisor, Louise Peitersen, have 9
    – og to suppleanter Kasper, have 51, og Per, have 27,
    – Vurderingsudvalget: Per, have 27, Peter, have 8, Jens, have 16 og Tonny, have 36, blev valgt i 2021 og er ikke på valg.
    – Jan Petersen, have 39, stiller op som formandskandidat.
  2. Eventuelt

Selve referatet:

Punkt 1 og 2: Valg af dirigent og stemmetæller

Som dirigent valgtes Mette Peitersen, have 7.
Som stemmetæller valgtes Bjarne Sørensen, have 23, og John Peitersen, have 3.

Punkt 3: Formandens beretning

Formanden gennemgik sin beretning, der bl.a. Indeholdt:

  • Velkommen til nye og gamle i foreningen
  • En tak til Lisbeth, have 20, for initiativ og afholdelse af et podekursus
  • Fokus på at vejene fortsat ikke er godt vedligeholdt og en bøn om at haverne ud for hullerne tager fat
  • Beretning om at vi har haft afholdt et ekstraordinært GF for at stemme om indkøb af en have, men som blev nedstemt. At vi i stedet har fået lov til at bygge et skur ved ‘tungen’ til venstre for brandvejen. Mere herom under punkt 6.
  • Beretning om at bestyrelsen har været i en svær situation pga. et hundebid, hvor en hund ejet af et foreningsmedlem har bidt et andet foreningsmedlem. Biddet var voldsomt og man forventede det ville få en konsekvens fra politiet, hvilket dog ikke skete. Bestyrelsen følte derefter ikke at de havde vedtægtsgrundlag til at gribe yderligere ind. De bad hundeejeren om at hunden brugte mundkurv, men det nægtede hundeejeren at efterkomme.
  • En overvejelse om vi fortsat skal have sommerfest da vi kun var omkring 20 deltagere. (Et medlem kommenterede, at sådan har antal af deltagere været i mange år)

Punkt 4: Fremlæggelse af foreningens regnskab og budget ved kassereren

  • Der var en kort diskussion om gaver, om vi giver den slags, og hvad retningslinjerne er. Om der er et fast max beløb. Det blev ved en løs snak, men enigheden var:
    Gaver skal være ganske små. Og det er fortsat bestyrelsens vurdering, om vi en sjælden gang skal give en gave. Fx ved dødsfald og lignende. Det er ikke altid bestyrelsen ved besked, så naboerne må meget gerne hjælpe bestyrelsen til at kende til situationer, der kunne være oplagt til en gave.
  • Budget og regnskab godkendes.

Punkt 5: Fastlæggelse af medlemsindskud og kontingent

Ingen ændringer

Punkt 6: Indkomne forslag

Vi bytter rundt på rækkefølgen og tager snakken om husdyrhold under vedtægtsændringerne.

Punkt 6 – A: §10 og ændring af procentsats af udenbys lejere

Forslag om §2 om ændring af 10% -reglen til udenbys-lejere, er bragt op af Bjarne, have 21.

Det diskutteres om vi skal stemme om helt at fjerne reglen. Men, da der tales om en lovændring i kolonihave-regi, der vil gøre vores lov på området ligegyldig, besluttes det at kigge på det igen til næste år.

Punkt 6 – B: Vedtægtsændringer

Dette bliver en maraton, der tager forsamlingen ca. 2,5 time at komme igennem. De enkelte emner kan ses i vedlagte vedtægtsændringer i den version, der hedder ‘Vedtægtsændringer2022 – i proces på GF.doc’. Her kan man se hvilke emner, der har været til gennemarbejdning, samt hvilke ændringer, der blev vedtaget og frafaldet. Men – i korte træk er følgende mere markante ting ændret:

§7 – Vurderingsudvalget behøver ikke længere bestå af (beskyttet titel) byggesagkyndige, men af byggekyndige, og vi får 4 medlemmer i stedet for 3 (da det kan være svært at samle alle)

§9 – Det skrives ind i vedtægterne at vi har fri hækhøjde ud mod vejen (den skal fortsat klippes 😉 )

§10 – Ansøgning om byggesager skal have en slutdato

§14 – Formulering om seperationer, skilsmisse og parforhold fjernes helt

§18 – Hunde må ikke opholde sig alene på et lejemål, og hunde der har bidt, skal bære mundkurv. Jans, have 39, forslag om paragrafændring i forhold til hunde og husdyr blev behandlet i samme ombæring,

Se meget gerne de vedlagte dokumenter for den endelige ordlyd. Det repeteres også på GF at foreningens eneste sanktioneringsmulighed, hvis man ikke overholder vedtægterne, er – som beskrevet i §12 – skriftlig advarsel og ved fortsat overtrædelse af reglerne, tvungen salg af haven.

Hent bilag – vedtægter i proces

Hent bilag – vedtagne vedtægter

Punkt 6 – C: Opsamlingstank

Tonny, have 36, fremlægger at det at nedgrave en opsamlingstank vil koste bestyrelsen mindst 110.000 kr.

Vi vender også muligheden for at forbinde til kloaksystemet, hvilket man i dokumenter på Fægangens hjemmeside kan se, er løbet op i 160.000 kr.

Vi stemmer om der skal fortsættes med arbejdet, men det er der ikke interesse for, da det vil gøre stort indgreb i vores kassebeholdning.

Punkt 6 – D: Skur

Det berettes, hvordan vi i dialog med kommunen har fastlagt at ‘tungen’ til venstre for brandvejen ind til parkeringspladsen er en del af vores lejemål, og at vi gerne må bygge skur der.

Efter nogen dialog bliver vi enige om at stemme om et max-beløb, som vi kan bygge et skur for og plante hæk.

Vi stemmer om 40.000 max og det bliver vedtaget.

Området skal vedligeholdes, og det bliver bestyrelsens fortsatte arbejde at finde en løsning på denne udfordring.

Punkt 7: Afstemninger

Formandsposten: Ved valg: Bjarne, have 21, 9 stemmer, Jan, have 39, 7 stemmer, Leon, have 1, 13 stemmer.
Leon er dermed valg som formand.

Bestyrelsesmedlem: Tonny, have 36, er på valg og fortsætter (uden afstemning)

Suppleanter: Ved valg: Bjarne, have 23, 20 stemmer, Sjoukje, have 46, 19 stemmer, Jan, have 39, 8 stemmer.
Bjarne, have 23, og Sjoukje, have 46, er dermed valgt som suppleanter.

Revisor: Jan, have 39

Revisorsuppleanter: Evelyn, have 10, og Marianne, have 52.

Punkt 8: Eventuelt

Det tages op om dét at have tømningstanke i de store vandbeholdere er ulovligt – og ifølge hvem. Snakken kommer på baggrund af et tidligere referat, hvor der står at kommunen ville komme på inspektion. Noget som bestyrelsen kun har fået refereret fra en telefonsamtale, og ikke har fået på skrift. Det problematiseres at det står uklart om det er foreningens regel eller kommunens regel?

Den nye formand, Leon, foreslår at foreningsmedlemmet selv kontakter kommunen for at få klart svar, men at det sandsynligvis er sådan at vandtankene ikke er godkendt til toiletaffald.


Udgivet

i

af